Genåbningen af institutionerne risikerer at have enorme psykiske følgevirkninger for førskolebørnene især. Det skyldes i særdeleshed det informations- og undervisningsmateriale, Sundhedsstyrelsen har udviklet i forbindelse med genåbningen.

I det formelle brev de fleste forældre modtog i E-boks, stod der en række råd:

Et af rådene til forældrene var eksempelvis: "Lær dit barn, hvordan man vasker hænder, og tal med barnet om, hvordan man overholder de generelle råd om god hygiejne og om at holde afstand til hinanden, når man kan."

Der er ikke noget i vejen med rådet som sådan. Men sætter man sig ned og snakker med sit førskolebarn eller tidlige skolebarn om, hvordan det kan lære at holde afstand til sine venner i børnehaven eller i skolen, er der en nærliggende risiko for, at barnet kan opleve et krav om en selvkontrol, det så sandelig ikke skal være udstyret med, og som i værste fald kan danne grobund for svære psykiske lidelser.

Aldrig barnets ansvar

Det skadelige er med andre ord, at det ikke står fuldstændig klart i brevet fra Sundhedsstyrelsen, ej heller i de videoer, de har produceret, at det IKKE er barnets ansvar at følge dem. Vores indtryk er, at alt det materiale, de har lavet, fra video- til tekstmateriale, risikerer at invitere til en ansvarliggørelse af barnet.

Hvorfor er det så skadeligt, at et barns føler sig ansvarligt for at følge de basale råd? I en udviklingspsykologisk forståelse er et førskolebarn ikke i stand til at tage det ansvar. De eksekutive funktioner i hjernen, som har at gøre med at følge regler, er simpelthen ikke tilstrækkeligt udviklet. Det betyder ikke, at førskolebørn ikke kan følge regler, men det tager lang tid for dem at indoptage reglerne, og de vil fejle mange gange undervejs.

Dertil kommer, at rådet om at holde afstand til hinanden strider mod børns natur. Børn kommer hinanden meget ved, slås, tumler, kysser, rører ved hinanden. Denne taktile og sansemæssige udforskning af hinanden og verden ikke mindst, er en del af børns måde at indtage og (be)gribe verden.

Tvangshandlinger
Specialist i børnespykologi og lektor ved DPU Grethe Krag-Müller fortæller i Politiken om sin erfaring fra perioden, hvor der var udbredt frygt for salmonellaforgiftning i Danmark. Her fik hun gennem sit konsulentarbejde for paraplyorganisationen Børneringen henvist særligt femårige børn, der havde udviklet angst og spiseforstyrrelser som konsekvens af den store opmærksomhed på problemet.

»De havde hørt om salmonella og vidste, at de skulle vaske hænder, men de forstod jo ikke hele sagen og kunne ikke forstå det, hvorfor de generelt blev bakterieforskrækkede. Børn forstår jo ikke risikoen fra usynlige fjender som bakterier og coronavirus«, siger børnepsykologen.

Hvis vi skal forsøge at regne baglæns og forstå, hvorfor børn udvikler disse tvangshandlinger, har det, som Grethe Kragh-Muller også er inde på, at gøre med, at de ikke er i stand til, kognitivt, at begribe sygdommen. Det har at gøre med en evne, vi i psykologien kalder "abstrakt tænkning". En evne, som først dannes, når børnene er 10-11 år gamle. Uden denne evne er det vanskeligt at sætte sig ud over den konkrete frygt for sygdom og smitte, som kan føles enormt invaliderende.

Frygten vil fylde det hele og barnet vil forsøge at tage alle nødvendige forholdsregler for at dæmme op for den. Samtidig må barnet erfare, at det på grund af de ikke-endnu udviklede eksekutive funktioner, har vanskeligt ved at overholde forholdsreglerne, hvorfor det må udvikle rigide kontrolmekanismer (OCD, tvangshandlinger) for at holde frygten for døren.

Må vi så slet ikke snakke med vores børn om corona?
Jo og det afhænger selvfølgelig af barnets alder. Vuggestuebørn har ikke meget glæde af det, men et barn i 4-7 års alderen kan og bør man snakke med, da de uundgåeligt vil støde på Corona i samfundet eller når de kommer tilbage i institutionerne. Her er det vældig godt først at høre ind til, hvad de selv tænker. Ofte går børn med deres egne (farlige) fantasier, som de kan have brug for at få afkræftet. Samtidig giver man barnet den voldsomt angstprovokerende oplevelse, at det på en måde er medansvarligt for situationen.

 
Derfor foreslår vi, at anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen læses sådan her: Børnene skal IKKE lære anbefalingerne og lære at følge dem - det ansvar kan og skal de ikke påtage sig - børnene skal forberedes på at de VOKSNE i børnehaven vil sige og opføre sig anderledes end de plejer. At de VOKSNE kan finde på at bede dem om at holde afstand, bede dem om at vaske hænder, bede dem om at blive sammen med de samme osv. Og at de VOKSNE gør alt det, fordi de er blevet bedt om det af Mette og Søren, og at de og vi alle prøver på at passe godt som muligt på hinanden.

Når børnene kommer hjem fra børnehaven kan du sige: "Fortæl mig om, hvilke skøre, mærkelige og sjove regler, der var henne i børnehaven eller skolen i dag. Og så kunne en samtale forløbe sådan her: ”Det er da også skørt, at I skal stå i cirkler henne i skolen. Kunne du overholde det? Nej. Det er også svært, og det sker der ikke noget ved. Blev du ked af, at du ikke måtte lege med Ole i dag? Det er også træls. Vi prøver alle at overholde de skøre regler, som Søren og Mette har fundet på. De voksne i børnehaven eller skolen skal nok huske dig på det. Det behøver du slet ikke at tænke på."

Dette for ligesom - forsøgsvis - at finde et afslappet forhold til alle de forandringer der sker. Det er for os helt afgørende for børnenes psykiske sundhed at vi ikke pålægger deres små skuldre ansvaret for håndteringen af Corona krisen.

Det betyder IKKE, at vi ikke sammen kan øve os, også i familien, på nye rutiner, håndvask, afstand til andre m.m. Men vi VOKSNE har ansvaret for at fortælle vores små børn, at "så farligt er det altså heller ikke alt sammen". Vi må lære at øve os med et smil på læben. Det er alvorligheden omkring det sammen med følelsen af ansvarlighed, som rammer børn. Vi må med andre ord som voksne øve os i at hjælpe børn fri fra ansvaret og ikke at tage det alt for tungt. Også når de fejler. Jo lettere vi kan have det i os, jo lettere vil det også være for børn at bære - og så bliver verden måske lidt mindre farlig.

Vores egen frygt

Jeg (Frej) snakkede eksempelvis med Harald, min ældste på 7 om, at mormor ikke ville give ham et knus, sådan som hun plejer at gøre det, da de skulle ses til en gåtur om mosen. Her er letheden, hvormed du siger det afgørende. Hvis det bliver fremlagt meget alvorligt og "farligt" bliver samværet med mormor meget angstfyldt. Jo bedre vi kan blive til at smile ad alle de nye regler, jo bedre. Børn orienterer sig helt instinktivt efter deres forældre. Vi ved, at forældres angst smitter børn med det samme.

Jeg fik genfortalt følgende episode fra en veninde. Forleden havde hun overhørt følgende instruks fra en mor til sin datter på 6 i Superbrugsen:

Mor: "Skat, selvom vi har sprittet af, skal huske ikke at røre noget herinde. Hvis du rører ved noget risikerer du at blive smittet, og på lørdag skal vi være sammen med mormor, og hvis mormor bliver syg, dør hun."

Datteren sagde ikke noget, men nikkede stille.

Vi forældre kan af gode grunde blive meget ængstelige. Særligt lige nu. Vi kan blive bange for at vores egne kære dør, eller at vi selv kommer til at smitte andre. Vi er vel allesammen lidt halvængstelige lige nu. Af den ene eller anden grund. Hvem kan med hånden på hjertet sige, at det er de ikke?

Og angst smitter. Særlig nedad. Det er ret evident, at børn af ængstelige forældre, selv er særligt udsatte for at udvikle angstproblematikker. Det skyldes den simple kendsgerning, at børn orienterer sig efter deres forældre: "Er det her farligt eller ikke farligt?" Fra et helt evolutionært perspektiv, har det været gavnligt for børn at orientere sig efter forælderens anvisninger og sindsstemninger. Forælderen havde ansvaret, oparbejdet en større livserfaring og vidste derfor bedre. De mekanismer er også tilstede i dag.

Find roen eller vedkend dig uroen

Lige præcis derfor er det helt afgørende vigtigt, at vi som forældre, lige nu, gør alt hvad vi kan for at finde roen. Eller vedkende os uroen! Vi kan sagtens sige, at vi også er bekymrede, for alt det her, OG, at vi har en tillid til, at det nok skal gå. At Mette og Søren og alle de andre, nok skal hjælpe os igennem det. At det hele går over igen. Børn har ikke brug for forældre, som foregøgler, at de slet ikke er bekymrede, selvom de er. Det er på en måde langt mere utrygt for et barn.

Men børn har brug for, at deres forældre kan bære vægten af deres egne bekymringer. DE kan og skal ikke bære den vægt. Pigen i Superbrugsen kom desværre til at bære den vægt, og jeg frygter, at mange andre børn kommer til det.

Hvis vi som voksne har vanskeligt ved selv at bære vægten af vores bekymringer, må vi finde nogle andre voksne, som kan hjælpe os med at bære dem. Måske vores myndigheder? Eller hvad med Jesus eller en anden metafysik, hvis vi ellers har en tro? Vi må gøre, hvad vi kan for at blive venner med bekymringen. I det øjeblik, vi kan se den venligt i øjnene, bliver den ofte lettere at bære.

Og vi må være realistiske! Jeg må droppe at besøge farmor, hvis det giver anledning til en bekymring så ubærlig, at jeg får brug for mine børns hjælp til at bære den.

Hvis vi kan bære vægten af vores egen bekymring, kan vi sagtens, sammen med vores børn, øve os i den her nye mærkelig verden af skøre rutiner. Vi skal kunne fejle uden at være bange for, at det tager livet af vores farmor eller nogen andre. Ja, allermest kræver det måske, at vi forældre såvel som pædagoger og lærere, kan smile og grine, også når vores små børn igen opfører sig som, ja, børn.

Vi kan med andre ord sagtens øve os i at gøre tingene på nye måder. Vi kan godt sige til vores ældre børnehavebørn, at vi øver os i det her, og at vi har fuld forståelse for, at det er svært, at vi mange gange ikke får fulgt de her nye "skøre" regler. Og at det er helt ok! Det er IKKE farligt. På den måde pålægger man IKKE barnet ansvaret for at følge rådene, OG de bliver ikke bange for at fejle.

Brugsvejledning til videoerne

Flere bekymrede forældre har allerede rettet henvendelse og spurgt, hvad de skal stille op med det videomateriale, Sundhedsstyrelsen har udviklet til børn og unge i forbindelse med corona-krisen. I filmene bliver børnene på forskellige måder mindet om, hvordan de skal opføre sig, sådan at de ikke smitter andre. Udover de forskellige tiltag, forsøge at holde afstand og vaske hænder ofte, skal børnene forsøge at gemme sig for Corona-virus. Alt sammen noget, som fører angst og ansvarliggørelse med sig. Det materiale, Sundhedsstyrelsen har udviklet til lærerne i indskolingen er ikke bedre.  

Hvis du allerede har vist dine børn det video-materiale, Sundhedsstyrelsen har lagt ud, eller overvejer at se det sammen med dem, fordi du frygter, at børnene alligevel vil blive præsenteret for det i anden sammenhæng, følger derfor en brugsvejledning i, hvordan du kan se dem med dine egne børn, eller de børn, du har ansvaret for. Hvis du vil se videoen med dit barn kan du sige: “kan du se den der skøre Corona skat? Den er da lidt grim ikke - og pigen siger vi skal gemme os fra den. Ja da det skal vi og ved du hvad skat - det behøver du slet ikke tænke på - det skal de voksne i børnehaven nok fortælle dig. De skal nok passe på dig så den der skøre Corona ikke driller for meget.”

Og hvis jeg allerede har set videoen med mit barn, og fortalt om alt det, mit barn nu skal huske på, så kan du prøve at sige følgende: "Skat, vi skal lige se den film igen - og så bare se starten og så stoppe den og sige: Ved du hvad jeg synes egentlig ikke vi skal se denne her skøre film mere - du er jo bare en lille pige/dreng- og du kan jo ikke gøre noget ved den der Corona - det havde jeg lige glemt. Du behøver faktisk slet ikke at tænke på den der Corona - du skal bare prøve at gøre det de voksne beder dig om. Er det ok?”

Hvordan hjælper jeg mit barns institution?

Tiden lige nu er vanskelig for os alle sammen. Vi kan blive ængstelige for at sende vores børn afsted i vuggestue, børnehave eller skole. Af gode grunde. Vi kan frygte, hvad det gør ved vores børn at skulle være en del af et potentielt meget angstfyldt miljø, hvor hyppige håndvaske og nye faste legegrupper er blevet en del af hverdagen.

Den angst kan meget let blive oversat til et øget kontrolbehov af vores børns lærere og det øvrige pædagogiske personale: ”Er mit barn i legegruppe med nogle han eller hun kender godt?”, ”Husker det pædagogiske personale nu også at leve op til alle de nye retningslinier?” eller modsat ”Bruger de for meget energi på at leve op til dem, så børnene ender hyper-ængstelige?”

Alle disse tanker og bekymringer er ok, men hvis de bliver handlet ud, risikerer de meget nemt at blive endnu en stressfaktor for personalet. Det vil kun skabe mere angst, hvilket vil smitte af på børnene. Og derfor er det vildt uheldigt, at børnepsykolog Margrethe Bruun Hansen er blevet citeret for, at den nye opdeling af børn kan vække ubodelig skade hos børn, fordi det skal undvære sine gode venner. Det, at ens barn skal undvære nogle gode kammerater i en periode, kan være sorgfyldt for barnet, men det vækker ikke ubodelig skade hos et barn. Særligt ikke, hvis forældre eller pædagoger kan sætte sig ved siden af barnet og sætte ord på, at det selvfølgelig er super træls.

Det eneste, som virkelig kan skade i denne sammenhæng, er den STEMNING børnene går rundt i og fornemmelsen af, at de har ansvaret for at føre de nye regler ud i livet. Hvis stemningen er meget ængstelig, vil det sætte sig på en helt anden måde i børnene. Derfor: Hvis man tydeligt kan mærke på pædagogerne eller på de skriv, institutionerne sender ud, at atmosfæren er voldsomt anspændt, bør man kontakte stedet og sige: ”Vi støtter jer! Det vigtigste for os er, at I ikke er ængstelige.”

Derudover er det vigtigt, at finde ud af, om institutionen har misforstået de nye regler. Jeg har eksempelvis hørt, at der er vuggestuer, hvor børnene skulle have mundbind på. Hvis det er tilfældet, vil jeg aldrig anbefale, at I sender jeres børn afsted, eller at I kontakter jeres børns pædagoger, for at hjælpe dem i ro. Eller hvis I, som enkelte har skrevet til mig, har fået besked fra vuggestuen om, at kropskontakt kun sker, når det er strengt nødvendigt, bør I også kontakte institutionen og sige, at de har misforstået reglerne. Eller, hvis I har fået besked om, at børnene bliver sendt hjem fra skole, hvis de ikke kan finde ud af at overholde de nye regler. Så bør I også kontakte skolen og fortælle dem, at noget er helt galt.

Hvis jeres pædagoger ikke allerede har fået det, kan I sende det seneste (VIGTIGE) skriv fra Sundhedsstyrelsen, udarbejdet også at børnepsykologer, til dem. Det finder I her:

De tre enkle regler, hyppigere håndvask, mere udendørsaktivitet og legegrupper er ikke skadelige for børn såfremt stemningen omkring det er let, sjov og overbærende overfor de fejl, børnene selvfølgelig kommer til at lave.

Hvordan forholder institutionen sig?

Vores institution har rundsendt et meget betryggende brev, hvor de blandt andet skriver følgende: "Vi vil arbejde så grundigt vi kan og passe på jeres børn på bedste vis, men vi kan umuligt stille
en garanti for, at der ikke bliver videregivet smitte i vores børnehave. Vi vil undgå fysisk og tæt kontakt med alle jer forældre, men i vores pædagogiske arbejde og i vores samvær med børnene, kan vi ikke stoppe med at trøste, holde om og holde i hånd. Det skal ikke føles anderledes for børnene at omgås pædagogerne. Vi skal fortsætte en tryg og omsorgsfuld hverdag for alle børnene. Vi beder jer om ikke at tale om Corona hen over hovedet på børnene. Vi pædagoger vil heller ej tale om virus, bakterier og sygdom med børnene. Børnene skal ikke tage ansvar for noget af dette. Vi voksne passer på dem og de skal blot være små børn som syntes at livet er skønt. Vi vil fortælle dem at vi skal øve os i at vaske hænderne lidt bedre end vi plejer og at vi har madpakker med fordi foråret er kommet og vi skal spise udenfor." Hvis ikke institutionen har rundsendt et sådant brev, synes jeg ikke, det er at udtrykke mistillid, hvis man beder dem om at skrive, hvordan de har tænkt sig at forholde sig til situationen. Især ikke, hvis man selvfølgelig starter med at være super anerkendende, at man har den dybeste respekt for den situation, de står i, og at de sikkert må modtage mange mails fra bekymrede forældre.

Flere spørger også ind til indkøring af børn. Hvis I som forældre har mulighed for det, så vent med indkøring ind til institutionerne har udviklet en eller anden grad af tryghed i forhold til nye rutiner. Det er vigtigt, at der er en mulighed for at forældrene kan være med barnet i institutionen under hele indkøringen.

Hvordan håndterer vi krisen i vores familier? Følgende film lavede vi for en måneds tid siden, da Corona-krisen begyndte at rulle herhjemme. Jeg interviewer Børnepsykolog Morten Prahl.